På Aalestrup Skole lægger vi stor vægt på, at alle børn oplever at være en del af et fællesskab.
Vi arbejder målrettet med at skabe stærke og inkluderende fællesskaber, hvor der er plads til forskellighed – og hvor alle børn har mulighed for at trives, lære og udvikle sig.
En skole med plads til alle
Vi tror på, at børn gør det godt, hvis de kan – og at alle børn har brug for at blive mødt med anerkendelse, tydelige rammer og realistiske forventninger.
Hos os handler det ikke om at passe ind i én bestemt form. Det handler om at skabe rammer, hvor børn kan være en del af fællesskabet på deres egne forudsætninger.
Sådan arbejder vi i hverdagen
For at skabe gode læringsmiljøer arbejder vi med det, vi kalder mellemformer.
Det betyder, at vi tilpasser undervisningen og hverdagen, så børn med forskellige behov kan være en del af den samme klasse.
I mange klasser betyder det for eksempel, at der er to voksne til stede, som samarbejder om undervisningen og børnenes trivsel. Hverdagen er præget af tydelig struktur og genkendelige rammer, og vi arbejder med fælles rutiner og visuel støtte, som skaber ro og overblik.
Samtidig udvikler vi løbende vores praksis i et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger. Det giver bedre mulighed for at støtte både fællesskabet og det enkelte barn.
Vi er nysgerrige på børn
Vi ser adfærd som noget, der giver mening, og som vi skal forstå.
Derfor arbejder vi med at se bag om det, der kan være svært, og finde løsninger, der hjælper barnet videre i fællesskabet. Vi har fokus på det, der lykkes, og på at skabe positive erfaringer for børnene.
Sammen med jer som forældre
Som forælder er du en vigtig del af dit barns skoleliv.
Vi lægger vægt på et tæt og åbent samarbejde, hvor vi sammen skaber de bedste rammer for trivsel og læring. Det betyder, at vi er i dialog om dit barns udvikling, lytter til jeres perspektiver og arbejder sammen om at styrke både barnet og fællesskabet.
På Aalestrup Skole arbejder vi for, at alle børn føler sig som en del af fællesskabet, at der er tryghed og tydelighed i hverdagen, og at børn med forskellige behov lærer sammen.